- [Fra folderen om indvielse af Tillac 1966] Gruppens historieDet er nævnt et par gange, at BALLERUP GRUPPE befinder sig i sit syvende år. Skønt gruppen således er meget ung endnu, kan det sikkert være af interesse at høre lidt om dens oprettelse og vækst. BALLERUP GRUPPE blev startet den 3. november 1959 af MOGENS SØRENSEN. Han havde gennem mange år været spejder i København og følte det som sin pligt, da han flyttede til Ballerup, at lade kommunens drenge få lejlighed til at opleve kammeratskabet og det herlige fritidsliv i den grønne bluse. Mogens Sørensen fik etableret en startpatrulje på 6 mand, og der blev holdt hvervningskampagne, som blev udsendt af korpskontoret. Ved mønstringen den 23. april 1960 bestod gruppen af en flok på 9 ulveunger og 21 spejdere, fordelt på 3 patruljer. Mogens Sørensen fik en velvillig modtagelse hos bestyrelsen for Menighedshuset, hvor man holdt møder, indtil lokalerne i HULEN blev taget i brug i november 1960. Der blev desuden afholdt utallige møder i hans hjem på Nyvej 6, hvor døren altid var åben for spejdere og ulveunger. At være gruppefører, tropfører og flokfører, kan kun gå en kort tid, hvis den pågældende skal have lidt privatliv. Mogens Sørensen var det i over ½ år, så lykkedes det at få et par forældre, en spejderfar og en ulvemor til at påtage sig hvervet som henholdsvis gruppefører og flokfører, og der kom også et par flokassistenter, således at gruppen ved næste mønstring, den 23. april 1961, havde 2 ulveflokke og 1 trop, der talte i alt 63 medlemmer. I 1962 var gruppens medlemstal steget til 77 og ved sidste mønstring var vi oppe på 116 medlemmer, hvorved vi er blevet Hareskov divisions største gruppe. Denne ekspansion kunne HULEN naturligvis ikke klare, men vi var igen heldige. Sct. Georgsgildet i Ballerup fik af Ballerup-Måløv sygekasse overladt det gamle museum, og gildet hjalp os med nogle lokaler i den ene halvdel af huset. Uden disse lokaler ville det have været vanskeligt at huse de mange drenge. Vi har været der siden 1964 og vil gerne her bringe Sct. Georgsgildet en hjertelig tak for hjælpen. Det yngste skud på stammen er ROVERKLANEN, som blev etableret i august 1965. Selv om roverne har haft travlt med at få sig etableret, fastsat og gennemført reglerne for optagelsen i klanen, ha de også haft tid til at give et nap med ved byggeriet. Jeg ønsker hjerteligt at klanen al mulig held og lykke i fremtiden. Et særligt kapitel i gruppens historie er oprettelsen af FÆDREPATRULJEN. Den blev startet til Fødselsdagsfesten den 4. november 1963, hvor gruppeføreren anmodede os, at nogle fædre meldte sig som medlem af et byggeudvalg. Fædrepatruljen har den sidste tid næsten udelukkende beskæftiget sig med byggeriet, men når dette nu er overstået, får patruljemedlemmerne, for tiden 14 mand, forhåbentligt tid til også at tale om andet end byggeri på det månedlige patruljemøde.
Man kommer forhåbentligt også inden så længe igen ud på et lille orienteringsløb. Desuden deltager patruljen i gruppearrangementerne, og der er planer om at lade fædrepatruljen og roverklanen afholde nogle fælles møder i løbet af vinteren.
Endeligt er det vedtaget, at patruljemedlemmernes ægtefæller, som hidtil har måtte nøjes med at høre om patruljens liv, skal med på mindst én week-end om året. Første week-end er planlagt og går til Markaryd i Sverige den 8.-9. oktober. Ja, det er mit oprindelige ønske, at fædrepatruljen, som har holdt så godt sammen under byggeriet, fortsat må bestå, til gavn for BALLERUP GRUPPE og til glæde for medlemmerne selv. Lad mig slutte denne historiske udredning med at oplyse, at der er plads til flere medlemmer i fædrepatruljen. Jeg kan love, at man keder sig ikke der. Henning Andersen gruppefører
[Ulveunger foran den gamle stationsbygning i Ballerup, ca. 1961]
[Ulveunger i kælderlokalet under Møllen på Gl. Rådhusvej i 1961]
2010-07-30 (JM) |